Tro og viden i det færøske samfund - og det danske

Hoyvíkar Kirkja, Tórshavn

Troen som sammenhængskraften i det færøske - og danske - samfund

”Samfundsviðurskifti” hedder det på færøsk. Det betyder på dansk, sammenhængskraften i samfundet. Troen er på spil alle steder i det færøske samfund. Der er ikke mange ateister og humanister, man går ikke og putter med sin tro men sammenblander rask væk politik og religion. Da alle kender alle, så véd man også hvad hinanden tror på, derfor kan religionen dukke op midt i de politiske debatter. Både når modstanderen beklikker ens tro og når man selv argumenterer med sin tro. At trække sin tro på banen i politiske spørgsmål, gør det gruelig svært for modstanderen at tilbagevise argumenter der handler om modpartens egen tro.

Bryllup i Hoyvíkar kirkja

I det sekulære Danmark argumenterer politikere ikke med deres tro. I Danmark er religion en privat sag. Færøske journalister ville aldrig drive hetz mod en politiker, fordi han udtalte sig om sin tro på en skabende Gud. For noget der er nærmere sædvane end undtagelse, ville der ikke være nogen grund til at sætte på forsiden, med store bogstaver. De fleste politikere i Lagtinget er troende og deler gerne deres tro og blander det hjertens gerne ind i politik. Da Venstre-regeringens nyudnævnte uddannelses- og forskningsminister, Esben Lunde Larsen, udtalte sig om sin tro, blev ministeren ristet over en sagte ild, af journalister og sine medpolitikere. Hans cv og ph.d afhandling i teologi blev gennemgået med tættekam og han er nu udnævnt til miljø- og fødevareminister. I stedet for at være nysgerrig og spørge hvad politikeren mener med en skabende Gud, blev han hånet. Journalister og medpolitikere satte spørgsmålstegn ved om man kan være troende og forskningsminister, på trods af at tro og videnskab ikke er hinandens modsætninger. De fleste mennesker erkender jo at livet er større end én selv. Men vi er blot ikke vant til der bliver talt åbent om tro i folketinget.

Vort samfund er kristent, men kristendommen er ikke dét der holder vort samfund sammen, i lige så høj grad, som det færøske. I et samfund som det danske, ”punker” man præsten, for at være mere om sig i den offentlige debat og præsten”er” religion personificeret.  I Danmark har vi den holdning til præsten, at når blot han passer sit arbejde, er i kirken og holder gudstjeneste, så er præsten den enkeltes forbindelse til Gud. Selv behøver man ikke bede. Det gør præsten jo!  Hvor præsten er talerør for den passive kristendom i Danmark er det almindeligt på Færøerne at alle og enhver udtaler sig om tro, religion og kirke, og altså også politikere i lagtinget og på de elektroniske medier