Den færøske Folkekirke er 10 år og helt sin egen. Det kan vi i Den danske Folkekirke lære noget af

Den 29. juli 2017 er det 10 år siden Færøerne overtog Den danske Folkekirke på Færøerne, navngav kirken Den færøske Folkekirke og fik samtidig ny biskop Jógvan Friðriksson. I 2017 er det tillige 40 år siden den første færøske kvindelig præst blev indsat, præsten Elsa Funding, i Hvalba kirke på Suðeroy. Endvidere er det 50 år siden den første præst blev ordineret på Færøerne og 80 år siden provsten Jacob Dahl oversatte det ny testamente direkte fra originalsproget, græsk, til færøsk. I 2017 er det 460 år siden bispeembedet blev nedlagt og 500 år siden reformator Martin Luther opslog sine 95 teser på kirkedøren i Wittenberg. Alt dette kan fejres i 2017 og alt dette har stor betydning for nutidens færøske Folkekirke.

Der blæser nye kirkelige vinde på Færøerne. Folkekirken er færøsk. Det færøske folk har fod under eget bord og det bærer kirken præg af. Fordi man er vant til at arbejde sammen, i byen og bygden, forstår man at smøge ærmerne op og arbejde for at den nye kirke kommer godt fra start. Medlemmerne er vant til at samarbejde, på bygdens byggeprojekter og på havets arbejdsplads, hvor der ikke levnes mulighed for at springe arbejdet over. Der er rigtig mange frivillige i den færøsk kirke, der forstår at arbejde for ”vores kirke”. Hvis modersmålet er hjertesprog, må kirken være hjerteblod. Der er dog stadig områder i kirken der endnu er uforløst. Den færøske Folkekirke var det første færøske frigørelsesprojekt. I dag er det ikke til at forstå at kirken for 10 år siden, hørte under Københavns stift, når kirken i dag er en sprudlende kirke med udlandsafdelinger i København og London.

Den færøske Folkekirke ønsker dog en lovgivning, der er up-to-date. Medlemmerne ønsker at selvstændiggøre kirkerådene (menighedsråd). Som det er i dag, har de frivillige i den færøske kirke, ikke det store ord at skulle have sagt. I Danmark har menighedsrådsmedlemmer lovmæssig indflydelse på deres eget arbejde, mens den tilsvarende lovgivning på Færøerne lader vente sig.

Sammenslutningen for kirkerådsmedlemmer fik deres egen organisation, med sæde, både i stiftsråd og provstiudvalg som høringspartner. Dog føler kirkeråds-medlemmernes sammenslutning at lagtinget handler hen over hovedet på dem. På trods af de er med til at indføre love skal alle spørgsmål vedrørende love og økonomi først igennem politikernes (lagtingets) nåleøje, og når lagtinget har talt, så skal lovene godkendes i det danske Folketing, inden lovene kan ibrugtages. Det er en langsommelig proces, for en helt ny Folkekirke. Det går kun for langsomt for den nye kirkerådssammenslutning, der er trådt i arbejdstøjet.

Færøerne er den sidste kristne bastion. 83% er medlem af Folkekirken. Religion har, uligt Danmark, aldrig forladt den offentlige debat. På Færøerne er der en udbredt politisk religiøs retorik. Religion på Færøerne har stadig stor betydning, som en samfundsbærende institution, men også som det enkelte individs betydeligste referensramme.

I et samfund som det danske, ”punker” man præsten, for at være mere om sig i den offentlige debat og præsten er religion personificeret.  Hvor præsten er talerør for den passive kristne i Danmark er det almindeligt på Færøerne at alle og enhver udtaler sig om tro, religion og kirke, også politikere i lagtinget og på de elektroniske medier.

Kristendommen spiller en stor rolle i det daglige liv. Det er ikke fordi det færøske samfund har stået i stampe, tværtimod det har blot haft en meget kort modernitet og kirken har formået at følge med ind i moderniteten. Derfor er kirken på Færøerne stadig den urokkelige klippegrund samfundet bygger på, fordi kirken har formået at ændre sig i takt med samfundets ændringer. Kirken er blevet mere liberal, inkluderende, mindre traditionsbundet og dogmatisk. Det religiøse liv har gennemgået en langsom ændring. På en forunderlig måde er det lykkedes kirken at følge med samfundet, selv mens udviklingen gik stærkt.

Måske skal vi læse forfatteren Jørgen Frantz Jacobsens beskrivelse af kirkegængere i hans roman ”Barbara”, for at finde grunden til at samfundet og kirken (og kirken og kirkegængerne) på Færøerne er ét: ”Men fælles for alle var, at deres ånde kunne ses i den bitterlig kolde luft, som grå skyer ”. Inde i kirken, er vi alle mennesker. Guds børn. Derfor er det på Færøerne umuligt at skille politik og religion ad. Alle har en mening og giver den til kende af et godt hjerte til de der vil høre på det. Det er vidunderligt at alle føler, de har en andel i kirken, fordi de tror.

Men hvad kan vi så lære af den færøske Folkekirke? Vi bruge den færøske model om inddragelse og respekt for de frivillige i kirken.  Vi kan lære at vi i Danmark ikke behøver mange ansatte, for at kunne holde en gudstjeneste hvor alt står klappet og klart. Man bør give de frivillige i Danmark lige så frie tøjler som på Færøerne.

Der er selvfølgelig en større fortrolighed med kirken på Færøerne, men ved at præsten og kirkerådet (der jo også er frivillige) overlader større kontrol med arbejdet til de frivillige, bliver stoltheden over kirken så meget større, når man ikke har præst og menighedsråd, der ånder én i nakken.

Vi skal holde fast i at decentralisere Den danske Folkekirke og give folket kirken tilbage, så de føler ejerskab overfor ”vores” kirke. Lade grupper i sognet, der ønsker at bruge kirken selv stå for den del de bruger i kirken og tage ansvar og ejerskab.

Et af de alvorligste problemer de danske menighedsråd står overfor er udmeldinger af Folkekirken og spørgsmålet om hvordan vi skal opretholde de små landsogne. Tænk hvis de danske kirker havde haft lige så stor tradition med degnegudstjenester, frivillige klokkere og gravere som på Færøerne, så havde der været gudstjeneste i sognets kirke, uanset hvor få Folkekirkemedlemmer der var. Den frivillige degn ville læse en prædiken og gøre sig umage med at finde salmer til teksten og dagen. De små sogne kunne holde fast i deres kirker og have høst-, allehelgen-, konfirmationsgudstjenester blot med frivillige degne, kirketjenere, ringere, kagebagere og kaffebryggere etc.  Mange aktiviteter i små sogne i Danmark udgår i forvejen fra kirken. Det er kirken der er med til at binde sognet/byen sammen.

Til gengæld kan menighedsrådsmedlemmer i Danmark fortælle de færøske menighedsrådsmedlemmer den gode historie om menighedsrådenes selvstændighed. I Danmark blander politikere sig som regel ikke i kirkens anliggender og alle love skal kun gennem folketinget. På Færøerne skal den helt nye Folkekirke kæmpe for at få indflydelse. Det går kun for langsomt for sammenslutningen for kirkeråd, der ikke synes at have det fulde ansvar for kirkens liv og vækst.

Færinge har skullet kæmpe for det meste: frihed, selvstændighed, sproget og kirken. De har været vant til at stå sammen om kampen, gensidig hjælp leder til større styrke. Kirkerådet kæmper nu for indflydelse i den unge færøske kirke. Dertil må vi indgyde dem mod, med bibelens ord:  ”Fat mod! Vi vil kæmpe tappert for vores folk og for vor Guds byer. Så må Herren gøre, som han finder for godt! ” (2. Sam 10,11-12). Fat mod!