En af grundpillerne i kristendommen
er diakoni. Diakoni ytrer sig i den indsats man udøver over for mennesker der
har brug for næstekærlighed, fællesskab, retfærdighed og værn om skaberværket. I
kirkens arbejde er det vigtigt at være noget for de, der ikke selv kan håndtere
mulighederne i deres liv. Diakoni består af frivillige, der går ud på gader og
veje for at invitere til det store festmåltid i kirken. Alterbilledet over
temaet ses i Christianskirken i Klakksvík: »Der var en mand, som ville holde et
stort festmåltid og indbød mange... ” (Luk 14,16-24). Det er billedet på den
færøske Folkekirke. Den færøske Folkekirke er ikke en ”præstekirke”, den er
menighedens kirke. Alle der ønsker det, kan få lov til at arbejde som klokker,
graver, degn, organist og sanger. De fleste job er frivillige, og hvis der
mangler hænder, bliver andre indbudt til at hjælpe. Hvis der skal være dåb,
begravelse og vielse i familien, går man rundt og forhører sig i bygden, om man
kan få hjælp til sin kirkelige handling. Embedet som frivillig, går sædvanligvis
i arv. Signar Dam, degn, klokker i
kirkerådet fra Vesturkirken, Tórshavn siger: “Min tro på Jesus Kristus driver
mit arbejde i kirken, at Han har sat os i tjenesten for andre. Troen har en stor
betydning og Hans nådegaver er mange: Nogle er at iværksætte, andre at leve
efter og andre igen at kirke(tjeneste)n skal holdes vedlige”. Joen Karl
Djurhuus fra Selatraðar er kirketjener, siger: ”Der er højtid i arbejdet, i min
barndom var der en stor ærefrygt for kirken, altertøj var altertøj og blev ikke
brugt til andet”. [1]
På Færøerne holdes en stor del af
gudstjenesterne som degnegudstjenester. Ca. ¾ af gudstjenesterne bliver
varetaget af den frivillige degn. Præsten har mange kirker, derfor har præsten
kun mulighed for at nå den enkelte kirke én gang om måneden.[2]
I de fleste kirker bliver der bliver der støvsuget, pudset sølvtøj, strøget alterdug,
vasket messetøj af de frivillige. Når søndagen oprinder og præsten er på
trapperne, bliver han/hun budt velkommen til kirken, der er låst op og klar.
Præsten Marjun Bæk siger, hun nyder at blive budt velkommen til kirken, når hun
kommer med sin præstekuffert. For på Færøerne er kirken ikke kun præstens
kirke, den er kirkegængernes og de frivilliges kirke, og de frivillige har
været i gang, med at gøre kirken klar i ugen, op til højmessen.
I Danmark tegner præsten kirken. I
nogle kirker er det skik at præsten byder velkommen til gudstjenesten, bærer
nøglen til kirken i sit nøglebundt og inden gudstjenesten tjekker om alt nu er,
som det skal være: Lysene, er de tændt? Er vandet hældt op i døbefonten?
Den færøske biskop Jógvan Fríðriksson
har taget initiativ til en bog, et tidsbillede, om de frivillige der arbejder i
den færøske kirke. Arbejdet med bogen skrider langsomt frem, for der er mange
frivillige. Men vi kan se det foreløbige resultat som journalisten Jústinus Eidesgaard
har arbejdet med på: http://www.folkakirkjan.fo/Default.aspx?pageid=21074
Kirken på Færøerne er, som Jústinus
Eidesgaard siger det: ”en kirke med rigtig mange frivillige, med kirketjenere
der tjener kirken, der gør sin tro en tjeneste”. Når bogen om de frivillige
kirketjenere, er færdig udkommer der endnu en bog om de frivillige kirkerådsmedlemmer.
Disse bøger skal vise, at vi er en kæde af mennesker der hænger sammen. Vi er
sammen om arbejdet for kirken, ikke alene, men sammen, for kirken er vores
fælles arv. Ligesom vi i Danmark har
billeder af eller tavler over præster, der engang tjente kirken, så har den
færøske kirke nu historier af og om kirkens frivillige. Jústinus Eidesgaard siger:
”det er vigtigt at vi alle er en del af kirkens historie, derfor skal vi huske
hvem der har arbejdet i kirken, hvordan de arbejdede og videregav arbejdet til
de nye, til fremtiden. ”
For få år siden var alle kirker på
Færøerne åbne og bød velkommen til de, der kom forbi. I dag har man måttet aflåse
kirkerne. Men på de fleste kirker hænger der en seddel med kontaktoplysningerne
på de frivillige, der har nøgle. Når man ringer, kommer de frivillige med det
samme og opfordrer til at stille spørgsmål og stoltheden lyser ud af dem. Det
er ”vores” kirke, de viser rundt i, kirken med det menneskelige ansigt. Således
siger Erna Hovgaard, kirkeværge i Vesturkirken:”Jeg har altid trives godt med
at komme i kirke, jeg er ikke missionsk. Jeg kan godt lide at danse, og det
skal der også være plads til”.[3]
Der er 650-700 frivillige, der
arbejder i kirkerne på Færøerne, de er hovedsagligt ulønnede. Der er nogle
organister i de større kirker, nogle kirkevagter og andre, der er lønnede. Men resten
er frivillige. De frivillige spænder
vidt i alder. De kan være fra 16 – 90 år eller over. Man kigger ikke på alder, eller
stillingsbetegnelse. Man er frivillig, om man fungerer som degn, klokker,
graver, kirketjener, organist, sanger eller menighedsrådsmedlem. Egentlig er vi
alle kirketjenere, fordi vi tjener Vor Herre. ”Fordi kirken går forud alt det
andet vi beskæftiger os med.” som Jústinus Eidesgaard siger.
Biskop Jógvan Fríðriksson har som
nævnt planlagt endnu et opslagsværk, når bogen om de frivillige er
færdigredigeret. Den bog skal handle om menighedsråd (Kirkjaráð) og dets
medlemmer. Kirkerådsmedlemmerne fortjener også en bog. Et opslagsværk, et
tidsbillede af deres frivillige gerning. I de 60 kirker der står på Færøerne,
er der 5 Menighedsrådsmedlemmer og 2 suppleanter i hver kirke. I den nye bog
skal der være plads til i alt 420 interviews og portrætter af dagliglivet i den
færøske kirke og samfund.
Færøerne er den sidste kristne
bastion. 83% er medlem af Folkekirken. Religion har, uligt Danmark, aldrig
forladt den offentlige debat. På Færøerne er der en udbredt politisk religiøs
retorik. Religion på Færøerne har stadig stor betydning, som en samfundsbærende
institution, men også som det enkelte individs betydeligste referensramme.
I et samfund som det danske, ”punker”
man præsten, for at være mere om sig i den offentlige debat og præsten er
religion personificeret. I Danmark har
vi den holdning til præsten, at blot han passer sit arbejde og holder
gudstjeneste, så er præsten den enkeltes forbindelse til Gud, og man behøver
ikke selv gøre noget ud af troen. Hvor præsten er talerør for den passive kristne
i Danmark er det almindeligt på Færøerne at alle og enhver udtaler sig om tro,
religion og kirke, også politikere i lagtinget og på de elektroniske medier.
Kristendommen spiller en stor rolle i
det daglige liv. Det er ikke fordi det færøske samfund har stået i stampe, tværtimod
det har blot haft en meget kort modernitet og kirken har formået at følge med
ind i moderniteten. Derfor er kirken på Færøerne stadig den urokkelige
klippegrund samfundet bygger på, fordi kirken har formået at ændre sig i takt
med samfundets ændringer. Kirken er blevet mere liberal, inkluderende, mindre
traditionsbundet og dogmatisk. Det religiøse liv har gennemgået en langsom
ændring, i skiftet fra det førmoderne samfund i midten af 1900-tallet til
hoppet ind i modernitetens 1980´erne, til dagens senmodernitet. På en
forunderlig måde er det lykkedes kirken at følge med samfundet, selv mens
udviklingen gik stærkt.
Måske skal vi læse forfatteren Jørgen
Frantz Jacobsens beskrivelse af kirkegængere i hans roman ”Barbara”, for at
finde grunden til at samfundet og kirken (og kirken og kirkegængerne) på
Færøerne er ét: ”Men fælles for alle var, at deres ånde kunne ses i den
bitterlig kolde luft, som grå skyer. ” Altså: nok er kirkegængere, på Færøerne
såvel som i Danmark, forskellige. Men inde i kirken, er de alle at regne for
det samme, nemlig mennesker. Det fælles karakteristiske for et menneske, som
beskrevet, er jo, at vi trækker vejret. Alle kirkegængere trækker vejret ind og
ånder ud på samme måde. Ingen er hævet over det. Og alle har derfor samme ret
til at komme i kirken og få den værdighed med sig ud, at være et Guds barn. Derfor
er det på Færøerne umuligt at skille politik og religion ad. Alle har en mening
og giver den til kende af et godt hjerte til de der vil høre på det. Det er
vidunderligt at alle føler, de har en andel i kirken, fordi de tror.
Nu véd vi jo ikke hvordan kirken på
Færøerne udvikler sig de næste mange år. Men det bliver spændende at observere
hvordan fremtiden former sig. I dette lillebitte land, med knap 50.000
indbyggere, kan vi observere hver enkelt nye tendens meget tydeligere end i
resten af Norden og i Europa. Jeg har i opgaven forsøgt at gøre meget ud af
sproget: kirkesproget, folkesproget, den mundtlige overlevering af kristendommen,
den færøske historie og familiehistorierne, fordi Færøerne har måttet kæmpe for
deres eget modersmål. Historiefortællingen på Færøerne kender vi fra det Gamle
Testamentes memoreringsteknik. Fortælletraditionen er meget udbredt på
Færøerne.
I opgaven har jeg søgt at vise
hvorledes færingers modersmål er overlevet på trods af undertrykkelse og
omvæltninger. Sproget er overlevet fordi man har stået sammen om kirken, troen,
de vidunderlige kirkesalmer og kirkens liturgi, også dengang man ikke måtte bruge
det færøske sprog.
Men hvad kan vi så lære af den
færøske Folkekirke? Færinger har stået sammen, som et kristent folk. De har
måttet kæmpe for at opnå deres eget sprog og deres egen kirke. Derigennem kan
vi lære hvor vigtigt det er at kende vores fortid: familiehistorierne,
bibelhistorierne og fædrelandets historie. Dernæst kan vi bruge den færøske
fortælling om de frivillige i kirken om inddragelse og respekt. Det er vigtigt
at samle gode historier og forbilleder, så vi ikke selv behøver hver gang at
opfinde den dybe tallerken. Vi kan også
lære af Færøernes kirkehistorie at den færøske kirke ikke er en statskirke, der
har haft monopol på at være kirke. På Færøerne bliver man ikke automatisk født
ind i en kirke, som den danske, man har måttet kæmpe for kirkens sprog og
selvstændighed. Vi kan lære at vi i Danmark ikke behøver mange ansatte, for at
kunne holde en gudstjeneste hvor alt står klappet og klart. Vi kan bruge flere
frivillige til at hjælpe i kirkene. Vigtigt er dog at pointere at man i
forvejen har været nødt til at samarbejde i det færøske lokalsamfund, for at få
tingene til at glide, derfor har man kunnet overføre dette samarbejde til
kirken, som er en stor del af det lokale liv.
Det bliver spændende at se, om
Færøerne i fremtiden kan bibeholde alle deres frivillige i kirken. Det er også
spændende at se, om den danske kirke, bliver en mere udtalt
”frivillighedskirke”. Det er der flere kirker der allerede nu er begyndt at
arbejde seriøst og langsigtet på. For hvis man skal gøre sin tro en tjeneste, og
tage kirkens liv på sig, skal man arbejde for sin tro, og dermed også kirken. Man
bør give de frivillige i Danmark lige så frie tøjler som på Færøerne. Der er
selvfølgelig en større fortrolighed med kirken på Færøerne, men ved at præsten
og menighedsrådet (der jo også er frivillige) overlader større kontrol med
arbejdet til de frivillige, bliver stoltheden over kirken så meget større: kirken
bliver ” vores kirke” og arbejdet tilsvarende synligere, når man ikke har præst
og menighedsråd, der ånder én i nakken. Vi skal holde fast i at decentralisere
Den danske Folkekirke og give folket kirken tilbage, så de føler ejerskab
overfor ”vores” kirke. Lade grupper i sognet, der ønsker at bruge kirken selv
stå for den del de bruger i kirken og tage ansvar og ejerskab.
Et af de alvorligste problemer de
danske menighedsråd står overfor er udmeldinger af Folkekirken og spørgsmålet
om hvordan vi skal opretholde de små landsogne. Tænk hvis de danske kirker
havde haft lige så stor tradition med degnegudstjenester, frivillige ringere og
klokkere og gravere som på Færøerne, så havde der været gudstjeneste i sognets
kirke, uanset hvor få Folkekirkemedlemmer der var. Den frivillige degn ville
læse en prædiken og gøre sig umage med at finde salmer til teksten og dagen. De
små sogne kunne holde fast i deres kirker og have høst-, allehelgen-,
konfirmationsgudstjenester blot med frivillige degne, kirketjenere, ringere, kagebagere
og kaffebryggere etc. Mange aktiviteter
i små sogne i Danmark udgår i forvejen fra kirken. Det er kirken der er med til
at binde sognet/byen sammen.
Til gengæld
kan menighedsrådsmedlemmer i Danmark fortælle de færøske menighedsrådsmedlemmer
den gode historie om menighedsrådenes selvstændighed. I Danmark blander
politikere sig som regel ikke i kirkens anliggender og alle love skal kun
gennem folketinget og ikke gennem to nåleøje, som på Færøerne: både lagting og
folketing. På Færøerne skal den helt nye Folkekirke kæmpe for at få indflydelse.
Det går kun for langsomt for sammenslutningen for kirkeråd, der er trådt i
arbejdstøjet, men ikke synes at have det fulde ansvar for kirkens liv og vækst.
Færinge har
skullet kæmpe for det meste: frihed, selvstændighed, sproget og kirken. De har
været vant til at stå sammen om kampen, gensidig hjælp leder til større styrke.
Kirkerådet kæmper nu for indflydelse i den færøske kirke. Dertil må vi indgyde
dem mod, med bibelens ord: ”Fat mod! Vi
vil kæmpe tappert for vores folk og for vor Guds byer. Så må Herren gøre, som
han finder for godt! ” (2. Sam 10,11-12).
Fra side 74 i opgaven har jeg samlet
de danske og de færøske love i et tillæg, til senere bearbejdelse. På side 82
har jeg skitseret tre vigtige punkter i den færøske kirkelovgivning. Det glæder
jeg til at arbejde videre med, i en opgave om menighedsrådsloven fra 1903/1925
og det færøske sprog i kirken. Det er spændende at se det spirende
menighedsråds arbejde i Danmark i begyndelsen af 1900-tallet, faktisk har sine
rødder i kampen om kirkesproget på Færøerne.
Til sidst i
opgaven, fra side 94, har jeg samlet en lille del af de mange fortællinger og
historier der ikke kom med i denne udgave af opgaven.
Kommentarer
Send en kommentar