Gå videre til hovedindholdet

De indre kirkelige anliggender i Den færøske Folkekirke. Menige medlemmers engagement



En af grundpillerne i kristendommen er diakoni. Diakoni ytrer sig i den indsats man udøver over for mennesker der har brug for næstekærlighed, fællesskab, retfærdighed og værn om skaberværket. I kirkens arbejde er det vigtigt at være noget for de, der ikke selv kan håndtere mulighederne i deres liv. Diakoni består af frivillige, der går ud på gader og veje for at invitere til det store festmåltid i kirken. Alterbilledet over temaet ses i Christianskirken i Klakksvík: »Der var en mand, som ville holde et stort festmåltid og indbød mange... ” (Luk 14,16-24). Det er billedet på den færøske Folkekirke. Den færøske Folkekirke er ikke en ”præstekirke”, den er menighedens kirke. Alle der ønsker det, kan få lov til at arbejde som klokker, graver, degn, organist og sanger. De fleste job er frivillige, og hvis der mangler hænder, bliver andre indbudt til at hjælpe. Hvis der skal være dåb, begravelse og vielse i familien, går man rundt og forhører sig i bygden, om man kan få hjælp til sin kirkelige handling. Embedet som frivillig, går sædvanligvis i arv.  Signar Dam, degn, klokker i kirkerådet fra Vesturkirken, Tórshavn siger: “Min tro på Jesus Kristus driver mit arbejde i kirken, at Han har sat os i tjenesten for andre. Troen har en stor betydning og Hans nådegaver er mange: Nogle er at iværksætte, andre at leve efter og andre igen at kirke(tjeneste)n skal holdes vedlige”. Joen Karl Djurhuus fra Selatraðar er kirketjener, siger: ”Der er højtid i arbejdet, i min barndom var der en stor ærefrygt for kirken, altertøj var altertøj og blev ikke brugt til andet”. [1]

På Færøerne holdes en stor del af gudstjenesterne som degnegudstjenester. Ca. ¾ af gudstjenesterne bliver varetaget af den frivillige degn. Præsten har mange kirker, derfor har præsten kun mulighed for at nå den enkelte kirke én gang om måneden.[2] I de fleste kirker bliver der bliver der støvsuget, pudset sølvtøj, strøget alterdug, vasket messetøj af de frivillige. Når søndagen oprinder og præsten er på trapperne, bliver han/hun budt velkommen til kirken, der er låst op og klar. Præsten Marjun Bæk siger, hun nyder at blive budt velkommen til kirken, når hun kommer med sin præstekuffert. For på Færøerne er kirken ikke kun præstens kirke, den er kirkegængernes og de frivilliges kirke, og de frivillige har været i gang, med at gøre kirken klar i ugen, op til højmessen.
I Danmark tegner præsten kirken. I nogle kirker er det skik at præsten byder velkommen til gudstjenesten, bærer nøglen til kirken i sit nøglebundt og inden gudstjenesten tjekker om alt nu er, som det skal være: Lysene, er de tændt? Er vandet hældt op i døbefonten?
Den færøske biskop Jógvan Fríðriksson har taget initiativ til en bog, et tidsbillede, om de frivillige der arbejder i den færøske kirke. Arbejdet med bogen skrider langsomt frem, for der er mange frivillige. Men vi kan se det foreløbige resultat som journalisten Jústinus Eidesgaard har arbejdet med på: http://www.folkakirkjan.fo/Default.aspx?pageid=21074

Kirken på Færøerne er, som Jústinus Eidesgaard siger det: ”en kirke med rigtig mange frivillige, med kirketjenere der tjener kirken, der gør sin tro en tjeneste”. Når bogen om de frivillige kirketjenere, er færdig udkommer der endnu en bog om de frivillige kirkerådsmedlemmer. Disse bøger skal vise, at vi er en kæde af mennesker der hænger sammen. Vi er sammen om arbejdet for kirken, ikke alene, men sammen, for kirken er vores fælles arv.  Ligesom vi i Danmark har billeder af eller tavler over præster, der engang tjente kirken, så har den færøske kirke nu historier af og om kirkens frivillige. Jústinus Eidesgaard siger: ”det er vigtigt at vi alle er en del af kirkens historie, derfor skal vi huske hvem der har arbejdet i kirken, hvordan de arbejdede og videregav arbejdet til de nye, til fremtiden. ”
For få år siden var alle kirker på Færøerne åbne og bød velkommen til de, der kom forbi. I dag har man måttet aflåse kirkerne. Men på de fleste kirker hænger der en seddel med kontaktoplysningerne på de frivillige, der har nøgle. Når man ringer, kommer de frivillige med det samme og opfordrer til at stille spørgsmål og stoltheden lyser ud af dem. Det er ”vores” kirke, de viser rundt i, kirken med det menneskelige ansigt. Således siger Erna Hovgaard, kirkeværge i Vesturkirken:”Jeg har altid trives godt med at komme i kirke, jeg er ikke missionsk. Jeg kan godt lide at danse, og det skal der også være plads til”.[3]

Der er 650-700 frivillige, der arbejder i kirkerne på Færøerne, de er hovedsagligt ulønnede. Der er nogle organister i de større kirker, nogle kirkevagter og andre, der er lønnede. Men resten er frivillige.  De frivillige spænder vidt i alder. De kan være fra 16 – 90 år eller over. Man kigger ikke på alder, eller stillingsbetegnelse. Man er frivillig, om man fungerer som degn, klokker, graver, kirketjener, organist, sanger eller menighedsrådsmedlem. Egentlig er vi alle kirketjenere, fordi vi tjener Vor Herre. ”Fordi kirken går forud alt det andet vi beskæftiger os med.” som Jústinus Eidesgaard siger.
Biskop Jógvan Fríðriksson har som nævnt planlagt endnu et opslagsværk, når bogen om de frivillige er færdigredigeret. Den bog skal handle om menighedsråd (Kirkjaráð) og dets medlemmer. Kirkerådsmedlemmerne fortjener også en bog. Et opslagsværk, et tidsbillede af deres frivillige gerning. I de 60 kirker der står på Færøerne, er der 5 Menighedsrådsmedlemmer og 2 suppleanter i hver kirke. I den nye bog skal der være plads til i alt 420 interviews og portrætter af dagliglivet i den færøske kirke og samfund.

Færøerne er den sidste kristne bastion. 83% er medlem af Folkekirken. Religion har, uligt Danmark, aldrig forladt den offentlige debat. På Færøerne er der en udbredt politisk religiøs retorik. Religion på Færøerne har stadig stor betydning, som en samfundsbærende institution, men også som det enkelte individs betydeligste referensramme.

I et samfund som det danske, ”punker” man præsten, for at være mere om sig i den offentlige debat og præsten er religion personificeret.  I Danmark har vi den holdning til præsten, at blot han passer sit arbejde og holder gudstjeneste, så er præsten den enkeltes forbindelse til Gud, og man behøver ikke selv gøre noget ud af troen. Hvor præsten er talerør for den passive kristne i Danmark er det almindeligt på Færøerne at alle og enhver udtaler sig om tro, religion og kirke, også politikere i lagtinget og på de elektroniske medier.

Kristendommen spiller en stor rolle i det daglige liv. Det er ikke fordi det færøske samfund har stået i stampe, tværtimod det har blot haft en meget kort modernitet og kirken har formået at følge med ind i moderniteten. Derfor er kirken på Færøerne stadig den urokkelige klippegrund samfundet bygger på, fordi kirken har formået at ændre sig i takt med samfundets ændringer. Kirken er blevet mere liberal, inkluderende, mindre traditionsbundet og dogmatisk. Det religiøse liv har gennemgået en langsom ændring, i skiftet fra det førmoderne samfund i midten af 1900-tallet til hoppet ind i modernitetens 1980´erne, til dagens senmodernitet. På en forunderlig måde er det lykkedes kirken at følge med samfundet, selv mens udviklingen gik stærkt.

Måske skal vi læse forfatteren Jørgen Frantz Jacobsens beskrivelse af kirkegængere i hans roman ”Barbara”, for at finde grunden til at samfundet og kirken (og kirken og kirkegængerne) på Færøerne er ét: ”Men fælles for alle var, at deres ånde kunne ses i den bitterlig kolde luft, som grå skyer. ” Altså: nok er kirkegængere, på Færøerne såvel som i Danmark, forskellige. Men inde i kirken, er de alle at regne for det samme, nemlig mennesker. Det fælles karakteristiske for et menneske, som beskrevet, er jo, at vi trækker vejret. Alle kirkegængere trækker vejret ind og ånder ud på samme måde. Ingen er hævet over det. Og alle har derfor samme ret til at komme i kirken og få den værdighed med sig ud, at være et Guds barn. Derfor er det på Færøerne umuligt at skille politik og religion ad. Alle har en mening og giver den til kende af et godt hjerte til de der vil høre på det. Det er vidunderligt at alle føler, de har en andel i kirken, fordi de tror.

Nu véd vi jo ikke hvordan kirken på Færøerne udvikler sig de næste mange år. Men det bliver spændende at observere hvordan fremtiden former sig. I dette lillebitte land, med knap 50.000 indbyggere, kan vi observere hver enkelt nye tendens meget tydeligere end i resten af Norden og i Europa. Jeg har i opgaven forsøgt at gøre meget ud af sproget: kirkesproget, folkesproget, den mundtlige overlevering af kristendommen, den færøske historie og familiehistorierne, fordi Færøerne har måttet kæmpe for deres eget modersmål. Historiefortællingen på Færøerne kender vi fra det Gamle Testamentes memoreringsteknik. Fortælletraditionen er meget udbredt på Færøerne.  

I opgaven har jeg søgt at vise hvorledes færingers modersmål er overlevet på trods af undertrykkelse og omvæltninger. Sproget er overlevet fordi man har stået sammen om kirken, troen, de vidunderlige kirkesalmer og kirkens liturgi, også dengang man ikke måtte bruge det færøske sprog.
Men hvad kan vi så lære af den færøske Folkekirke? Færinger har stået sammen, som et kristent folk. De har måttet kæmpe for at opnå deres eget sprog og deres egen kirke. Derigennem kan vi lære hvor vigtigt det er at kende vores fortid: familiehistorierne, bibelhistorierne og fædrelandets historie. Dernæst kan vi bruge den færøske fortælling om de frivillige i kirken om inddragelse og respekt. Det er vigtigt at samle gode historier og forbilleder, så vi ikke selv behøver hver gang at opfinde den dybe tallerken.  Vi kan også lære af Færøernes kirkehistorie at den færøske kirke ikke er en statskirke, der har haft monopol på at være kirke. På Færøerne bliver man ikke automatisk født ind i en kirke, som den danske, man har måttet kæmpe for kirkens sprog og selvstændighed. Vi kan lære at vi i Danmark ikke behøver mange ansatte, for at kunne holde en gudstjeneste hvor alt står klappet og klart. Vi kan bruge flere frivillige til at hjælpe i kirkene. Vigtigt er dog at pointere at man i forvejen har været nødt til at samarbejde i det færøske lokalsamfund, for at få tingene til at glide, derfor har man kunnet overføre dette samarbejde til kirken, som er en stor del af det lokale liv.

Det bliver spændende at se, om Færøerne i fremtiden kan bibeholde alle deres frivillige i kirken. Det er også spændende at se, om den danske kirke, bliver en mere udtalt ”frivillighedskirke”. Det er der flere kirker der allerede nu er begyndt at arbejde seriøst og langsigtet på. For hvis man skal gøre sin tro en tjeneste, og tage kirkens liv på sig, skal man arbejde for sin tro, og dermed også kirken. Man bør give de frivillige i Danmark lige så frie tøjler som på Færøerne. Der er selvfølgelig en større fortrolighed med kirken på Færøerne, men ved at præsten og menighedsrådet (der jo også er frivillige) overlader større kontrol med arbejdet til de frivillige, bliver stoltheden over kirken så meget større: kirken bliver ” vores kirke” og arbejdet tilsvarende synligere, når man ikke har præst og menighedsråd, der ånder én i nakken. Vi skal holde fast i at decentralisere Den danske Folkekirke og give folket kirken tilbage, så de føler ejerskab overfor ”vores” kirke. Lade grupper i sognet, der ønsker at bruge kirken selv stå for den del de bruger i kirken og tage ansvar og ejerskab.

Et af de alvorligste problemer de danske menighedsråd står overfor er udmeldinger af Folkekirken og spørgsmålet om hvordan vi skal opretholde de små landsogne. Tænk hvis de danske kirker havde haft lige så stor tradition med degnegudstjenester, frivillige ringere og klokkere og gravere som på Færøerne, så havde der været gudstjeneste i sognets kirke, uanset hvor få Folkekirkemedlemmer der var. Den frivillige degn ville læse en prædiken og gøre sig umage med at finde salmer til teksten og dagen. De små sogne kunne holde fast i deres kirker og have høst-, allehelgen-, konfirmationsgudstjenester blot med frivillige degne, kirketjenere, ringere, kagebagere og kaffebryggere etc.  Mange aktiviteter i små sogne i Danmark udgår i forvejen fra kirken. Det er kirken der er med til at binde sognet/byen sammen.

Til gengæld kan menighedsrådsmedlemmer i Danmark fortælle de færøske menighedsrådsmedlemmer den gode historie om menighedsrådenes selvstændighed. I Danmark blander politikere sig som regel ikke i kirkens anliggender og alle love skal kun gennem folketinget og ikke gennem to nåleøje, som på Færøerne: både lagting og folketing. På Færøerne skal den helt nye Folkekirke kæmpe for at få indflydelse. Det går kun for langsomt for sammenslutningen for kirkeråd, der er trådt i arbejdstøjet, men ikke synes at have det fulde ansvar for kirkens liv og vækst.
Færinge har skullet kæmpe for det meste: frihed, selvstændighed, sproget og kirken. De har været vant til at stå sammen om kampen, gensidig hjælp leder til større styrke. Kirkerådet kæmper nu for indflydelse i den færøske kirke. Dertil må vi indgyde dem mod, med bibelens ord:  ”Fat mod! Vi vil kæmpe tappert for vores folk og for vor Guds byer. Så må Herren gøre, som han finder for godt! ” (2. Sam 10,11-12).

Fra side 74 i opgaven har jeg samlet de danske og de færøske love i et tillæg, til senere bearbejdelse. På side 82 har jeg skitseret tre vigtige punkter i den færøske kirkelovgivning. Det glæder jeg til at arbejde videre med, i en opgave om menighedsrådsloven fra 1903/1925 og det færøske sprog i kirken. Det er spændende at se det spirende menighedsråds arbejde i Danmark i begyndelsen af 1900-tallet, faktisk har sine rødder i kampen om kirkesproget på Færøerne.
Til sidst i opgaven, fra side 94, har jeg samlet en lille del af de mange fortællinger og historier der ikke kom med i denne udgave af opgaven.






[1] Interviewet af Jústinus Eidesgaard, 2016
[2] Der er gudstjeneste ved præsten, hver søndag i de 4 kirker i Tórshavn: Vestur kirken, Argir kirke, Hóyvík kirke og Domkirken.
[3] Interviewet af Jústinus Eidesgaard, 2016

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Det færøske sprog i kirken Udsigt fra øen Koltur På Færøerne var det især unge der blev nationalt vakt, hånd i hånd, med den danske højskoles færøsk-nationale påvirkning og de to færøske præster AC Evensen og provst Jácob Dahls brug af færøsk i kirken. Især var det provst Dahls kirkelige tekster på færøsk, herunder udgivelse af de prædikesamlinger der brugtes/bruges i kirken ved degnegudstjenester (Lestur), af hvilke den første postil blev trykt i 1934, der havde den store betydning for det færøske kirkesprog. Mikladalur kirkes altertavle over ”Vandringen på søen” Mt 14,22-33. mændene sidder i en áttamanarfarar, den forreste mand rækker armene ud efter Jesus der vandrer på søen ”Herre frels mig”. Alterbilledet er også i Hov kirke Provsten Jácob Dahl gav det færøske sprog liv og identitet. Han bragte det ind i kirken, så det ikke længere hed sig, at Gud ikke forstod færøsk. Gud forstod netop færøsk. Hans søn Jesus Kristus bruger de færøske naturbilleder som afsæt i...

Den færøske folkekirkes løsrivelse fra den danske folkekirke

Den færøske folkekirkes løsrivelse fra den danske folkekirke Domkirken i Tórshavn Der blæser nye kirkelige vinde på Færøerne. Folkekirken er færøsk. Det færøske folk har fod under eget bord og det bærer kirken præg af. Fordi man er vant til at arbejde sammen, i byen og bygden, forstår man at smøge ærmerne op og arbejde for at den nye kirke kommer godt fra start. Medlemmerne er vant til at samarbejde, på bygdens byggeprojekter og på havets arbejdsplads, hvor der ikke levnes mulighed for at springe arbejdet over. Der er rigtig mange frivillige i den færøsk kirke, der forstår at arbejde for ”vores kirke”. Hvis modersmålet er hjertesprog, må kirken være hjerteblod. Der er dog stadig områder i kirken der endnu er uforløst. Den færøske Folkekirke var det første færøske frigørelsesprojekt. I dag er det ikke til at forstå at kirken for 10 år siden, hørte under Københavns stift, når det i dag er en kirke med udlandsafdelinger i København og London. Men løsrivelsesprocessen fra Danma...