 |
| Fuglafjørðkirke på Færøerne, med kig til blå himmel og fjeldsiden |
Der er tradition
for mundtlig fortælling på Færøerne. Det færøske skriftsprog blev først
genopdaget i midten af 18-tallet. Derfor var alle optegnelser nedskrevet på
dansk af danske embedsmænd. Det er således den danske version af den færøske
historie. Derfor måtte færingen bruge den mundtlige version, der for færingen
var den sande version. Det bedste våben i kampen mod de danske statsembedsmænd,
var den mundtlige overlevering.
Man har været vant
til at samles i de mørke og lange vinteraftener og fortælle historier om
slægten og bygden. Alle har været klar over betydningen og vigtigheden af, at
den færøske historie blev overleveret, i den version, der blev fortalt. Denne
memoreringsteknik, er den samme, det jødiske folk benyttede sig af når de
skulle videregive fortællingerne om jordens skabelse og Guds åbenbaring i
verden. Således har man genfortalt de gammeltestamentlige fortællinger inden de
blev nedskrevet og sådan genfortæller færingen historier om mennesker, bygden,
livet og døden. Ligesådan bliver børnene ofte hørt i slægtens historie, så de
ikke kløjs i hvem der er i familien og hvordan de er i slægt med hinanden. For
den mundtlige fortælling er ikke ophørt, traditionen er fortsat. I
søndagsskolen hvor børnene hører de bibelske fortællinger og derhjemme ved
middagsbordet når samtalen løber frit. Og til fester når munden kommer på gled
og ordet går på skift.
Til
familiefortællingerne hører også de bibelske fortællinger, der er en stor del
af den færøske kulturs og histories identitet. Man har altid brugt Bibelen til
at koble historierne om vor Herre Jesus Kristus, til det liv der leves.
Beretningerne får en ny mening når de fortælles som en del af den færøske
identitet. Når man fra vinduet har frit udsyn til stormen på søen og et får der
græsser på fjeldet. Når man hører om det fortabte får der bliver væk, Jesus der
går på vandet og man igennem fortællingen flytter det bibelske landskab til
Færøerne. Færinge har tillige fortællingerne om kirkegang i fortiden, hvordan
man i gamle dage måtte stride sig over fjeldet med dåbsbarnet i armene eller
tage båden i orkanagtig sidevind til kirke, og om kirkegangskonerne der blev
indledt og velsignet efter fødsel, langt efter den sidste kirkegangskone blev
fremstillet i Danmark.
Når man har måttet
kæmpe for sit modersmål, er det naturligt man ønsker at bevare det udsatte
sprog. Hvordan gør man det bedre end ved at fortælle om fortiden til de unge,
der ikke har oplevet en tid, hvor alt foregik på dansk. Kirkens sprog var
dansk, skolens sprog var dansk. Man gik til eksamen på dansk og sang efter den
danske salmebog. Den bedste måde at bevare sproget på, er at fortælle børn og
unge at man skal tage vare på sproget, fordi der var engang man kun måtte tale
dansk. Der er mange fortællinger om dengang færinge levede under skiftende
danske konger, handlen med udlandet blev overdraget til højstbydende købmand,
mens det Kgl danske monopol blev etableret i 1709 og først ophævet i 1956.
Dengang det færøske ordsprog lød: ”Hver gang færingen fanger en fisk, beholder
han hovedet af fisken og afleverer resten til Danmark”.
 |
| Der er store vinduer med udsigt og lysindfald i kirkerne på Færøerne. Bemærk vandet er helt stille, ganske usædvanligt |
Færingen har
overlevet som en nation med eget oldgammelt sprog, gennem de historier, der er
blevet nedarvet gennem slægterne. På trods af det accepterede sprog var dansk
og færøsk ugleset. Men slægtens historie er vigtig for færingen, fordi man kan
høre, det nytter at kæmpe og man kan høre at historierne om slægtens
overlevelse betyder man selv vil leve videre i erindringen hos den store slægt,
til eksempel for andre.
Hvordan kunne det
komme så vidt at det danske sprog helt fortrængte det færøske? Færøerne blev
tidligt en af Danmarks kolonier og det var ikke en mulighed for de fattige
bønder og fiskere at sende deres sønner til København for at læse. Meget få
færinge blev uddannet og først i 18-tallet stod det klart for den veluddannede
teolog V.U. Hammershaimb, at han burde udgive en ordbog, en sproglære over det
færøske skriftsprog. Det danske sprog på Færøerne havde i Hammershaimb´s øjne
udviklet sig til et ”sprogproblem”, ikke nok med at dansk var et fremmed sprog
for færinge. Dengang blev det danske sprog ydermere præget af præsternes
provinsielle ejendommeligheder, de danske dialekter. Færinge var vant til at
tale dansk indbyrdes og høre det udtalt efter bogstaven på Gøtudansk, efter
bygden nordpå: Gøte. På trods af at danskere og færinge talte dansk med
hinanden, så forstod de simpelthen ikke hinanden. Der er mange fortællinger om
de forviklinger det skabte, hos lægen, hos præsten, hos juristerne. Det var for
sprogforskeren V.U. Hammershaimb ”sprogproblemet”
Hammershaimb gik
helt tilbage til de oprindelige vestnordiske sprogrødder, og her kunne han gå
til det islandske sprog, der ikke som det færøske stod i stampe. Derfor skabte
han en færøsk retskrivning med nøje tilknytning til det islandske skriftsprog.
Han rejste rundt på øerne og indsamlede viser, sagn og fortællinger og sporede
færøsk tilbage til 1300-tallet gennem de færøske tekster fra 1300- og
1400-tallet, hvorfra færøsk var blevet trængt tilbage som skriftsprog. Der
fandtes ganske få færøske tekster fra 1400-tallet og frem, folkeviser og andre
småtekster, der var skrevet i fonetisk retskrivning, alt efter hvilken dialekt
den skrivende talte. Alt andet var blevet nedskrevet på dansk. I dag synges
nogle af de færøske kvad stadig på dansk.
Det nye færøske
skriftsprog blev for første gang anvendt af Hammershaimb selv i “ Færøsk
sproglære” i 1846. Der skulle dog gå mere end en menneskealder, inden det blev
taget i brug af en selvstændig færøsk litteratur, og dansk var stadig Færøernes
eneste officielle skriftssprog.
Hammershaimb var
også aktiv som teolog og præst. Han afholdt en gudstjeneste på færøsk, så
tidligt som i 1855, men den blev så dårligt modtaget, at han først gjorde et
nyt forsøg, i 1902, næsten 50 år senere, da tiden var moden. Mattæus evangeliet
blev oversat til færøsk allerede i 1823 og senere oversættes bibelske
brudstykker. I 1890´erne udkommer salmer på færøsk, men stadig sad vi i 1960 og
sang efter den danske: ”Salmebog for Kirke og Hjem”. Vel at mærke den gamle ”Salmebog for Kirke og
Hjem”, fra århundredskiftet, ikke nyoptrykket fra 1953. Salmebogen var så
gammel, at salmerne ikke havde nummer, men sidetal. Både Kingosalmebogen og
”Salmebogen for Kirke og Hjem” er stadig i dag arbejdsredskab for degnen. De
ligger i én udgave på degnepulten, side om side med salmebogen, tillægget og de
forskellige postilsamlinger. I 1900 udkom den færøske bibelhistorie, der blev
læst i hjemmene og endelig i 1961 den færøske salmebog, der stadig er i brug i
dag, og netop nu har fået et tillæg.
V.U. Hammershaimb
har ikke levet forgæves, hans skriftsprog udvikles hele tiden, der udkommer
snart en helt ny ordbog. Navneloven blev revideret i 1992, så de gamle
oldnordiske regler ved navnebrug blev genoplivet. På Færøerne har man altid
brugt fornavne og efternavnet afspejlede det sted hvor man er født og kommer
fra, med úr eller í foran stedsangivelsen. Det vil sige man beholdt sit eget
navn fra vugge til grav. Ægtefæller får nemlig ikke automatisk samme efternavn,
men beholder eget navn ved giftermål.
Dog skal færinge i
Danmark stadig ansøge om de færøske navne, på lige fod med andre ”ikke danske”
navne. Den nu afdøde sognepræst Bjørn Sigurbjørnsson, der havde et stort hjerte
for Færøerne og det færøske sprog, fik ændret den danske navnelov. I dag er det
muligt at navngive børn med de islandske og færøske bogstaver eks. ð og
endelsen -són og –dóttir, således islændinge og færinge kan døbe/navngive deres
børn i Danmark og ikke se sig nødsaget til at tage ”hjem” til Færøerne og
Island, for at navngive barnet med det rigtige navn.
Kommentarer
Send en kommentar